Disse citronsnitter er både syrlige og søde på én gang.
De er en smart løsning til gæster, da de kan forberedes i god tid og opbevares i køleskabet eller i fryseren.
Citronsnitterne kan bruges på mange forskellige måder. Her er nogle forslag:
Skær dem i små kvadrater, som på fotoet, og servér dem til eftermiddagskaffen eller til en engelsk afternoon tea.
Skær dem i tynde rektangulære stykker, pynt dem med blåbær og hvid chokolade og servér dem som dessert.
Skær dem i bittesmå stykker, pynt dem med skovsyre og lad dem være en del af en kagetapas eller desserttallerken.
Vil du have et flot snit, så er det vigtigt at bruge en skarp kniv. Skyl kniven i varmt vand før hvert snit – så kommer dine citronsnitter til at stå helt skarpe og fine i kanten.
Ingredients
- Bund:
- 250 g hvedemel
- 225 g. plantesmør
- 75 g sukker
- 1/4 tsk salt
- revet skal af 2 økologiske citroner
- Fyld:
- Saft af 2 citroner
- 25 g plantesmør
- Kokoscreme af 1 dåse fuldfed kokosmælk (må IKKE være light)
- 1/4 tsk gurkemeje
- 225 g sukker
- 50 g kartoffelmel
Instructions
- Sæt dåsen med kokosmælk i køleskabet natten over.
- Når du åbner dåsen skal indholdet gerne have delt sig, således at der ligger kokosvand i bunden og fed kokoscreme i toppen. Du skal kun bruge den fede creme i toppen (der skal gerne være omkring 200 g /2-3 dl).
- Start med at lave dejen:
- Pisk smør, sukker og citronskal godt sammen.
- Bland salt og mel sammen og rør det i smørblandingen.
- Find en bageform på 20×25 cm og beklæd den med bagepapir.
- Fordel dejen i formen og tryk den sammen med fingrene.
- Bag bunden på midterste ovnribbe, ca 25 min. ved 180 grader alm. ovnvarme.
- Løft meget forsigtigt bagepapir og kagebund ud af formen og lad den køle af på en rist. Når bunden er helt afkølet løftes den sammen med bagepapiret forsigtigt tilbage i formen igen.
- Nu til fyldet:
- Citronsaft, plantesmør, kokoscreme, gurkemeje, sukker og kartoffelmel puttes i en lille kasserolle. Varm blandingen langsomt op imens du hele tiden rører i den med et piskeris. I starten sker der ikke så meget, men vær vågen, for pludselig går det hurtigt. Når blandingen begynder at tykne skal du teste den således: Tag en skefuld fyld og hæld det i en tynd stråle ned i en cirkel ovenpå resten af fyldet. Cirklen skal kunne holde sig ovenpå overfladen i 10 sekunder før den synker i – så er fyldet færdigt.
- Tag kasserollen væk fra kogepladen.
- Lad fyldet køle en lille smule af og hæld det så ovenpå den afkølede kagebund(som nu er tilbage i formen).
- Sæt kagen i køleskabet min. 4 timer således at fyldet kan størkne.
- Tag kagen ud af køleskabet og skær den i små firkanter med en skarp køkkenkniv, som du skyller i varmt vand før hvert snit. (Kniven skal være varm og fugtig for at lave flotte skarpe kanter).
- Opbevar citronsnitterne i en lukket beholder i køleskabet.
- Kagerne er kan fryses. Du kan tø dem op i køleskabet (jeg har glemt, hvor lang tid det tager) eller ca ½time ved stuetemperatur.