I dag udskiftede jeg selv et ødelagt sidespejl på min bil.
Det har jeg aldrig prøvet før.
OK – indrømmet – jeg gjorde det ikke helt alene. Carsten hjalp mig. – Faktisk en hel del.
Og så var der også youtube-videon med den italienske mand, der viser hvordan man gør. (Hvorefter han kigger selvtilfreds ind i spejlet og siger “Hello my friend” til sig selv). Den hjalp mig også en hel del.
Men JEG gjorde det!
Og næste gang kan jeg gøre det HELT SELV.
Jeg kunne sagtens have fået Carsten til at ordne det for mig. Men der er altså bare ikke nogen bedre følelse, end når man opdager, at man kan mere, end man troede, man kunne.
“Fedt! – Næste gang skifter vi sgu motoren”, Sagde Carsten…
Og så grinede vi og klappede os selv på skuldrene – velvidende at vi nok aldrig kommer til at skifte en motor selv.
Men min min pointe er egentlig også bare, at selv bittesmå opgaver, som man har klaret selv, kan gøre en forskel.
Man retter lige ryggen lidt mere bagefter.
For at trives som menneske tror jeg faktisk, at det er super vigtigt, at man opretholder et billede af sig selv, som én der kan noget. Og som én der kan lære noget.
Nu var det lige sidespejlet i dag, men det er egentlig ikke så afgørende, hvad det er, man kan. Det vigtige er, at der altid er noget, man kan. Og at der altid er noget, man kan lære.
Jeg tror på, at jeg blev et lidt bedre menneske af at skifte det sidespejl. Sammen med mange andre små opgaver, jeg har løst, er det nemlig medvirkende til, at styrke min grundlæggende følelse af at være livsduelig.
Man kan så let blive ramt at fortabtheds-følelse. Det kan handle om en konkret situation, men det kan også være mere generelt – som en slags grundstemning, man lever med.
Jeg tror på, at hver gang jeg gør noget selv – og mærker, at jeg godt kan – så bevæger jeg mig et lille skridt længere væk fra fortabtheden. Og hvis jeg opdager, at jeg ikke kan – Ja, så gør det ikke noget, for så ved jeg, at jeg sikkert kan lære det.
