Jeg så et stort træ blive fældet foran svømmehallen i dag.
Nærmest som om intet var hændt – No big deal!
Hvad pokker skal vi da også med al den skønhed?
–
Der lå det så – slået til tælling.
Jeg græd lidt indeni.
–
Der var savsmuld på jorden.
Som sne, der var tørret ind – før det nåede at smelte.
Som liv, der var gået til – før det nåede at leve.
–
Snart vil træet ikke ikke længere være et træ.
For hver gren der brændes, proppes i flismaskinen eller på anden måde går til, vil dette træs virkelighed fortone.
–
Nu skal træet ikke længere trække vand op gennem grenene og sætte små lysegrønne knopper om foråret.
Nu vil ingen kunne svale sig i dets skygge på en varm sommerdag.
Nu vil dets blade ikke længere blive gyldne om efteråret.
Nu vil en lille fugl måske mangle den gren, hvorpå den plejer at sidde og fløjte på en frostklar vinterdag.
–
Episoden med det fældede træ gjorde mig flov.
På vegne af menneskeheden.
Imens jeg stod der og skammede mig, lovede jeg mig selv og træet, at jeg ville tage dets skæbne på mig. Vi er trods alt celler i det samme univers – træet og jeg.
Det er i hvert fald sådan jeg tænker om det.
–
Jeg fortalte træet, at en heks ved navn Dannie Druehyld engang har givet mig en håndfuld frø, hvilket er en sand historie.
Og jeg lovede træet, at jeg for alt livs skyld vil gøre mig selv til guerilla-gardener – Altså sådan én, der går rundt i byen og sår små blomsterfrø i vinduessprækker, langs kanten af kloakriste, foran sømmehaller osv.
Helt uden at nogen har bedt om det.
–
Frøene har jeg gemt i en kuvert i en hemmelig skuffe et sted.
Og når frosten slipper sit tag i jorden, vil jeg så mine frø.
Og engang når tiderne skifter, så vil der måske- og måske ikke- vokse et stort smukt træ op foran svømmehallen igen.
–
At fælde et træ er alvorligt.
Sagen er nemlig den, at træer er vigtige.
De betyder noget.
Træer er vigtigere end svømmehaller, plus-busser og alt mulig andet.
Træer er liv.