Hvis du synes, at rå radisser er for skarpe og bitre i smagen, så er dette opskriften, der måske kan få dig til at slutte fred med de små røde banditter. Radisserne bliver nemlig mere milde og søde i smagen, når du tilbereder dem på denne måde.
Jeg har brugt purløg og mynte i opskriften, men du kan sagtens lave retten med andre urter. Brug bare de urter, du allerede har i vindueskarmen eller urtehaven, eller hvor du nu har dem.
Jeg elsker at have en masse krydderurter på min altan. Det ser hyggeligt ud med alt det grønne, og det giver altså bare et kæmpe løft til de fleste retter, når man lige klipper lidt friskt grønt hen over. Det smager godt, og selv den kedeligste ret kan komme til at se indbydende ud, når den toppes med friske urter.
De smørbagte radisser smager rigtig godt sammen med svinekød eller lam.
Er du mere til kødfri retter, så prøv dem i Pitabrød sammen med Verdens bedste falafel.
Ingredients
- 1 bundt radisser
- 1-2 spsk. smør
- Lidt salt
- 1 lille håndfuld friske mynteblade
- 1 lille håndfuld frisk purløg
- Evt. ½-1 spsk. citronsaft
Instructions
- Rengør radisserne og skær dem i lige store stykker (Hvis de er små, lader du dem bare være hele).
- Læg radisserne i et ildfast fad.
- Smelt smørret og hæld det over radisserne.
- Ønsker du en frisk og syrlig smag, mere end en sød og rund smag, så hæld også lidt citronsaft på. (Citronsaften fremhæver samtidig radissernes flotte røde farve)
- Skyl mynte og puløg og klip det i små stykker. Drys urterne ud over radisserne
- Rør rundt, så smør og urter fordeles over alle radisserne.
- Drys med lidt salt.
- Sæt fadet i en 200 grader varm ovn i 30-40 min. Rør i radisserne et par gange undervejs.
- Hvis du tager radisserne ud af ovnen efter 30 min. er de mere sprøde, og hvis du tager dem ud efter 40 min. er de mere søde.