costa rica

Costa Rica 2017-18

                                                       (Obs! Dette indlæg indeholder reklame. )

Er du naturelsker med eventyr i blodet, så er Costa Rica lige noget for dig.

Carsten og Jeg rejste rundt i Costa Rica i tre uger.

Vi kom omkring i en lejet bil, og vi nåede at bo 10 forskellige steder.

Rejsen købte vi hos Jesper Hannibal Rejser, hvor vi fik rigtig god behandling og super kompetent rådgivning. Sammen med Jesper fik vi strikket turen sammen, så den passede både til vores drømme og vores økonomi.

Sådan her gik det for sig:

 

Aalborg

d. 24. december

Så er vi klar!

Turen startede i Aalborg lufthavn.

 

lakridspiber aalborg lufthavn

 

Ingen tur uden lakridspiber!

 

Første Mellemlanding: Amsterdam

Selvom Shiphol lufthavnen i Amsterdam er kæmpe stor, så er det nemt at finde rundt.

Der er nemlig super god skiltning.

Har du lidt ekstra ventetid i Shiphol, så er der masser af butikker og alle mulige forskellige spisesteder, du kan besøge.

 

Jul i luften

Der stod jo d. 24. december i kalenderen, så juleaften foregik i luften.

Juleaften eller ej – flymad er flymad!

En meget lille pizza med ost og tomat samt lidt Coleslaw, og en bolle. Det var, hvad det kunne blive til.
Feliz navidad røvhuller!
Nå, men vi havde heldigvis chokoladeovertrukne pebernødder med i håndbagagen.

 

Anden mellemlanding: Panama City.

Lufthavnen i Panama city er lille og rolig.

Kaffe, sandwich og den rigtige gate fandt vi nemt.

Ordet Panama lyder bare som eventyr i mine ører.

Som barn elskede jeg bogen “Panama er alletiders”. Den handler om en lille bjørn og en lille tiger, der begiver sig ud i verden, for at finde deres drømmeland.

Og nu var det altså Carsten og jeg, der var ude på eventyr.

 

Endelig fremme

Vi sprang på det næste fly, og afsted det gik til San José.

Nu var vi endelig nået til Ticoernes land Costa Rica.

 

Ticoerne

Jeg skal måske lige forklare, at en Tico (eller Tica, hvis man er en kvinde) er en slags slangord, som befolkningen i Costa Rica bruger, når de omtaler sig selv. En tico er med andre ord en costaricaner. Ordet bruges flittigt i daglig tale og kædes sammen med befolkningens venlige, afslappede og fredselskende natur.

 

Pura Vida – Lad eventyret begynde!

Pura vida er ligeledes et udtryk, som du vil støde på, hvis du rejser til Costa Rica.

Ligesom ordet tico, refererer pura vida også til den afslappede livsstil og det venlige og fredselskende temperament, som costaricanerne forbinder med sig selv.

Direkte oversat betyder Pura Vida “rent liv”.

Vendingen anvendes, når man hilser på hinanden, når man vil sige “ta’ det roligt” eller “ha’det godt” og sikkert også i flere andre sammenhænge.

Du kender måske udtrykket Hakuna Matata fra filmen Løvernes konge. (Hakuna Matata er swahili og betyder noget i retning af “ingen bekymringer”). Pura vida betyder ikke helt det samme, men noget i den retning.

Nå, men tilbage til turen.

 

San José

d. 24.-25. december

 

Vi startede med en enkelt overnatning i hovedstaden San José.

Hotel Parque del lago

Vi overnattede på Hotel Parque del lago, som ligger lige midt i centrum.

Morgenmaden var god, personalet var venlige og hjælpsomme, og værelset var pænt og rent. Alt var i skønneste orden.

 

Tortuguero

d. 25.-27. december

 

Tidligt næste morgen kørte vi med bus fra San José mod den caribiske kyst. De næste par dage skulle vi nemlig tilbringe i sumpområdet Tortuguero.

Bussen stoppede ved en restaurant, hvor der var tid til, at vi kunne gå ind og få  lidt morgenmad. Udenfor restauranten så vi en mærkelig pelsklup oppe i et træ.

 

costa rica dovendyr

 

Pelsklumpen viste sig at være et dovendyr, der sad og sov.

Jeg kan godt afsløre allerede nu, at det blev ikke det sidste dovendyr, vi så på turen.

 

Bådtur på kanalerne

Ved en lille havn steg vi ombord på en båd, som sejlede os det sidste stykke vej. Det er nemlig slet ikke muligt, at køre til Tortuguero.

Bådturen gennem de små kanaler var én af de oplevelser, der bare kan gøre mig SÅ taknemmelig over at være en del af dette univers.

Solens stråler varmede os og lyste på alt det smukke grønne.  På bredden lå en doven krokodille og solede sig i græsset, og højt oppe på en gren sad en hvidhovedet ørn og skuede ud over landskabet.

 

Træernes spejlinger i den blanke vandoverflade fik omgivelserne til at ligne noget fra en eventyrfilm.

 

Jeg var tryllebundet af junglens lyde.

 

costa rica tortuguero

 

Her kunne man ikke andet end blot at være tilstede i nuet.

 

costa rica tortuguero

 

Pachiera Lodge

Vores indkvartering i Tortuguero var et eventyr i sig selv.

Pachira Lodge hed stedet.

Lodgen lå ud til en stor kanal.

 

costa rica tortuguero pachira lodge

 

Vandet så indbydende ud, men hvis man ikke ville ædes, var det en god idé ikke at bade.

 

costa rica tortuguero pachira lodge

 

Da vi sejlede til og fra lodgen fik vi at vide, at vi skulle holde armene inde i båden, hvis vi gerne ville beholde alle lemmer. Det ville vi da rigtig gerne, så vi gjorde pænt hvad der blev sagt.

 

costa rica tortuguero pachira lodge

 

Vi blev indkvarteret i en lille hytte med junglen som baghave. På verandaen kunne vi sidde og lytte til alle junglens lyde.

 

Imellem hytterne var der lavet plankestier på pæle, hvor vi gik imellem store grønne blade.

 

På taget lå et par brøleaber og hyggede sig.

Brøleaber er nogle af de mest bedårende skabninger, jeg har mødt. De ligner små bløde bamser med store brune øjne, der kan smelte ethvert hjerte.

 

Kl. 5 om morgenen blev vi vækket af noget, der mindede om løvebrøl.

Nu vidste vi så også hvorfor det hedder brøleaber.

Tænk at så voldsomme lyde kan komme ud af sådan nogle små bedårende aber.

 

I restauranten sad der en slange oppe under loftet.

Jeg holdt øje med den imens jeg glædede mig over, at vi ikke havde fået bordet lige under den.

 

costa rica tortuguero slange

 

Junglens planter voksede op omkring de små hytter, og smukke blomter bød sig til for insekterne.

 

Lige udenfor vores dør boede et par blå krabber.

Og kiggede man rigtig godt efter, kunne man se små frøer i sjove farver imellem de nedfaldne blade.

 

 

nat og dag i junglen

Om natten var vi ude at gå en tur i junglen med pandelamper.

Turen blev nu ikke så lang. Vi blev nemlig overrasket af et kæmpe regnskylle. Regnen kom ret pludseligt. Det tror jeg også brøleaberne syntes. De gav sig i hvert fald til at larme i kor, så hele junglen rungede.

Næste dag gik vi den samme tur i dagslys sammen med en turguide fra lodgen.

På vejen væk fra hotelområdet fik vi øje på en stor lodden tarantel, der sad på en betonpæl.

 

costa rica tortuguero tarantel

 

Og da vi kom ind i junglen viste turguiden os en koloni af bullet ants.

 

costa rica tortuguero bullet ant

 

En bullet ant er en stor junglemyre.

Den har fået navnet bullet ant, fordi det gør lige så ondt at blive bidt af den, som det gør at blive skudt.

Og der havde vi gået, præcis samme sted, aftenen før i bælgravende mørke – Gisp!!!

 

Safari i sumpen

På en bådsafari i sumpen mødte vi masser af spider monkeys (edderkop-aber), som flyttede sig igennem junglen i flokke.

Frygtløse sprang de fra trætop til trætop. Én efter én. Mødre med unger på ryggen pilede op ad tynde stammer og kastede sig hovedkuls ud.

Hen over kanalen sprang de og tumlede igennem den næste trækrone, men endte altid med at få fodfæste på en gren igen.

Det var det vildeste syn!

Det lykkedes mig at fotografere nogle af dem i luften. Se her!

 

Flotte fugle så vi mange af. Blandt andet tucanen med sit store gule næb.

 

 

Hængebroer og svævebaner

Mange steder i Costa Rica kan man suse igennem junglen i svævebaner og gå på lange hængebroer i trætoppene (spørg efter canopy tours). Det skulle vi selvfølgelig også prøve. Jeg havde læst, at det var billigst i Tortuguero, så vi kunne lige så godt gøre det her.

 

Ikke helt så gesvindt som aberne, men alligevel…

Byen Tortuguero

Tortuguero by er ikke nogen helt almindelig by. Man kan ikke køre dertil, så man ankommer med båd. Byen består hovedsagligt af én gade med huse, butikker og restauranter.

 

På den ene side af byen ligger mangroven med sit rige dyreliv og på den anden side ligger stranden med det sorte sand og det barske og forblæste udseende.

På gåtur i byen så vi pelikaner og andre sjove fugle.

 

 

tortuguero costa rica

 

Budda Café

Budda Café er et hyggeligt lille åndehul, som varmt kan anbefales. Cafeen ligger i hovedgaden i Tortuguero by. Her fik vi lidt koldt at drikke imens vi nød den smukke udsigt over vandet.

 

 

Stranden

Tortuguero er opkaldt efter de grønne havskildpadder.

Stranden er kendt for at være ynglested for netop disse skildpadder. Kommer man i skildpaddernes ynglesæson, som er fra juli til oktober, kan man være heldig at overvære, når de kommer op på stranden og lægger deres æg.

Vi fik at vide, at skildpadderne nogle gange blev ædt af jaguarer, som omlagde deres færden, hvis de ikke kunne finde føde nok i mangroven.

Ligesom ved lodgen fik vi også her at vide, at det ville være rigtig dumt at bade.

Hajer og barracudaer holdt nemlig til ved denne strand.

 

costa rica tortuguero strand

 

 

Puerto Viejo de Talamanca

d. 27. – 30. december

 

Afhentning af bil i Guapiles

Fra Tortuguero sejlede vi ad kanalerne tilbage, til den lille havn, hvor vi var kommet fra. Derfra kørte vi med bussen til Guapiles, hvor vi hentede den bil, som vi havde lejet.

Jeg blev lidt svedt, da jeg så, at bilen ingen nummerplade havde på.

Det viste sig dog, at alt var i skønneste orden. I Costa Rica er det nemlig lovligt at køre uden nummerplade, når bilen er under 3 måneder gammel.

Bilen var splinter ny, og vi fik at vide, at sedlen i forruden gjorde det ud for en nummerplade indtil bilen fik sin rigtige nummerplade efter 3 måneder.

Man er altid lidt mere på vagt, når man er i udlandet. Derfor nåede jeg da også lige at tænke: “Er de nu ved at tage røven på os?” Men det var de altså ikke.  Vi blev stoppet af politiet ved en vejkontrol senere på turen. De godtog sedlen i forruden og sendte os videre med et stort varmt smil og et “pura vida”.

Fra Guapiles gik turen videre i bilen mod syd ned ad den Caribiske kyst.

 

Puerto Limon

På vejen gjorde vi holdt i Puerto Limon.

Jeg havde nemlig et ønske om at se Park Vargas.

 

Park Vargas

Jeg havde læst et sted, at stakkevis af dovendyr hang og dinglede i palmetræerne (Ok, det med stakkevis fandt jeg vist selv på, men i hvertfald dovendyr) Og det syn ville jeg ikke gå glip af. Det endte da også med, at vi spottede en stor sovende pelsklump oppe i et højt træ.

 

dovendyr costa rica

 

Vi havde travlt med at komme videre, men en gåtur i Puerto Limon havde helt sikkert været en oplevelse, hvis vi havde haft lidt mere tid.

Nå, men jeg havde altså ild i røven for at komme videre. Jeg havde nemlig hørt, at der var fede reggaerytmer i Talamanca.

 

Puerto Viejo de Talamanca

d. 27. – 30. december

 

Blå bølger, reggaekultur og morgen-vækning af brøleaber! Vi blev hurtigt klar over, at Talamanca var noget for os!

Da vi ankom til byen mødte vi reggae musik og reggae farver overalt. Om det var en madbod, en tøjbutik eller en bar, så gik reggaetemaet igen på én eller anden måde.

 

På flere af husmurene hang der billeder af Reggae legenden Bob Marley.

 

I lampen på den lokale café boede der en lille fotovenlig øgle. Om det var en reggae-øgle ved jeg ikke.

 

Og så serverede de lokale øl med den fine Pura Vida-etiket.

 

pura vida øl costa rica

 

Namuwoki Lodge

Vores bolig i Talamanca var en  lille hytte i  Namuwoki Lodge ved Playa Chiquita.

Namuwoki lodge har fået sit navn efter jaguarerne, som lever i området, men dem så vi nu ikke noget til.

Vores hytte var super hyggelig med en skøn hængekøje på verandaen.

 

Hytten lå i en dejlig tropisk have, og man vidste aldrig, hvad man mødte, når man gik ud ad døren.

 

 

Og så var der god underholdning, når vi lå i poolen og kiggede på brøleaberne, som holdt til i trætoppene ovenover os.

 

hotel namuwoki lodge Puerto viejo de talamanca costa rica

 

Lodgen ligger 5 minutters gang fra Playa Chiqita

 

Playa Chiquita

Endelig var vi kommet til en strand, hvor vi kunne bade uden at blive ædt.

Vandhunden Carsten var som sædvanlig den første, der hoppede i bølgerne.

 

Fint hvidt sand, klart og lækkert vand, palmetræer og solskin… What’s not to like!

 

playa chiquita Puerto viejo de talamanca costa rica

 

Meget af tiden havde vi stranden helt for os selv. Det var ren luksus.

 

Playa Cocles og Pirripli Key

I området omkring Talamanca er der flere smukke strande. Playa Cocles er én af dem.

Den lille ø, som kan ses fra Playa Cocles er Pirripli Key.

Her siges det, at pirater skulle have begravet en skat.

Piraten der skulle bevogte skatten blev dræbt, og øen bevogtes nu af hans sjæl.

 

Playa cocles pirriply key Puerto viejo de talamanca costa rica

 

Playa Cocles ligger lige efter Talamanca by, når man kommer kørende fra nord.

 

Playa Negra

Jeg tog lige et billede af en tilfældig dames fødder.

Nu har du nok allerede gættet, at Playa Negra betyder Den sorte strand.

 

Playa Negra ligger lige før Talamanca by, når man kommer kørende fra nord.

 

Punta Uva

På køretur ad snørklede veje lavede vi en lille udflugt til Punta Uva

Vi havde svært ved at finde parkering i byen og ved stranden. Jeg ved ikke, om der altid er så crowded, eller vi bare var landet der på et uheldigt tidspunkt.

 

Dovendyr

På vores køreture mødte vi flere dovendyr, som hyggede sig i træerne ved vejkanten. Denne lodne fætter stødte vi på, da vi var på vej fra Talamanca til Cahuita.

 

Sammen med et amerikansk par stod vi og så, hvordan den langsomt kravlede hen til et træ og svingede sig roligt og sikkert op i træet. Gren for gren. Åndedræt for åndedræt.

Det var, som om dyrets langsomme bevægelser smittende af, og sendte hele vores lille gruppes energi ind i en helt anden frekvens.

 

dovendyr Puerto viejo de talamanca costa rica
Oplevelsen fuldendtes af måden, som manden fra det andet par tog afsked med os på. “Thank you so much for being here”, sagde han inden vi satte os ind i hver sin bil og kørte afsted i hver sin retning. Det var tydeligt at se i hans øjne, at han mente det fra hjertet.

Jeg blev helt rørt over denne rene og umiddelbare måde at vise taknemmelighed på.

Jeg værdsætter denne oplevelse og dette møde imens jeg tænker, at små ting kan føles meget store, når man er stille og nærværende sammen.

Der findes i øvrigt to slags dovendyr. Det totåede er gråt og sover om dagen. Det tretåede er mere brunligt i farven og aktivt om dagen.  Modsat andre dyr, så vokser dovendyrets pels med retning fra maven mod ryggen. På den måde kan regnvandet bedre løbe af, når nu dette skøre væsen tilbringer 90% af sin tid med at hænge med hovedet nedad. Dovendyret lever sit liv i træerne. Det kommer kun ned på jorden, hvis det har brug for at skifte træ, eller når det ca en gang om ugen skal af med sin afføring.

Jeg er altså helt vild med det skøre ansigt, de har. Det ligner sådan en glad smiley.

Man kunne  godt lige få lyst til at tage sådan en hygge-fætter med hjem i kufferten.

 

Cahuita Nationalpark

Cahuita Nationalpark blev stedet, der stjal mit hjerte.

Vores gåtur startede ved Kelly Creek Ranger station, der hvor nationalparken grænser op til Cahuita by.

Den lysegrønne skov gik helt ned til stranden.

Og lyset… Åh, wauwww… lyset faldt smukkere end jeg har set det nogen andre steder.

 

Dyr, som vi kun er vandt til at se på tv og i fangeskab, mødte vi i fri natur.

Ved en lille sø boltrede legesyge capuchineraber sig.

 

cahuita costa rica aber

 

En vaskebjørn krydsede stien foran os.

 

Og en slange passede sig selv i de lange strå.

 

Alt var bare lysegrønt og forførende.

 

Cahuita må i sandhed siges, at være et eventyr

 

Playa blanca

Noget af det første man møder, når man kommer fra byen Cahuita og går ad stien ind i nationalparken er Playa Blanca –  én af nationalparkens to strande.

 

costa rica cahuita playa blanca

 

Efter en varm vandretur var det skønt at kunne hoppe i vandet.

 

Af alle de smukke strande jeg har set på mine rejser, så ligger Playa Blanca meget højt på listen over de aller smukkeste.

 

cahuita strand costa rica

 

Punta Cahuita

Punta Cahuita er nationalparkens spids, som rækker længst ud i havet.

 

punta cahuita costa rica

 

Playa Vargas

Efter at have passeret Punta Cahuita fortsatte vi gennem skoven til nationalparkens anden strand Playa Vargas. Igen blev jeg overvældet over hvor smukt et syn, der mødte os.

 

cahuita costa rica palme

 

Vi nåede ikke hele vejen til den anden ende af nationalparken.

Her kunne vi sagtens have brugt mere tid.

Kommer du til Cahuita, så sørg for at have mindst en hel dag og gerne mere.

 

Puerto Viejo de Sarapiqui

d. 30. – 31. december

 

Efter Talamanca kørte vi nordpå igen, og længere ind i landet.

 

Hotel Hacienda Pozo Azul

Næste oplevelse i vores Costa Rica eventyr, var glamping i regnskoven. Glamping betyder glamurøs camping, eller luksus-camping. Det vil sige, at man bor i telt, men med rigtige senge, toilet osv.

Men inden du hopper i stilletterne og pakker din overdimesionerede kuffert på hjul, så skal du lige vide, at vi skulle bære vores oppakning fra parkeringspladsen op ad en pokkers masse trapper og hen ad små skovstier, for at komme frem til teltet.

 

Teltet var godt syet med insektnet og tætte lukninger, så vi kunne have det for os selv. Der var bygget en overdækket træveranda rundt om teltet, hvor vi kunne sidde og nyde regnens trommen på teltdugen.

 

Hotel Hacienda Pozo Azul er et kæmpe foretagende med hotel, forskellige adventure tilbud, rideheste mm. De grønne safaritelte ligger for sig selv i junglen og er ikke placeret sammen med selve hotellet og resten af gøglet.

Da vi var kommet på plads i teltet var det tid til en vandretur. Med mudder i sandalerne og glæde i hjertet gik vi ad en lille junglesti ned til floden.

Og så kom regnen. Det plaskede og det sjaskede i mange timer.

Nu ved vi, hvorfor det hedder REGN-skoven.

 

costa rica puerto de sarapiqui hotel hacienda pozo azul

 

I gåafstand fra teltet var der en morgenmads-restaurant, hvor vi sad og holdt øje med de store røde arapapegøjer, som fløj forbi på deres vej hen til træerne ved parkeringspladsen, hvor de holdt til.

Om aftenen var det muligt at gå ned til parkeringspladsen og køre gratis med en shuttlebus til Hotellet, hvor der var restaurant og forskellige aktiviteter. Vi valgte dog i stedet selv at køre til Puerto Viejo de Sarapiqui og købe ind til sandwich, som vi spiste i teltet.

 

Poas

d. 31. december – 1. januar

 

Det lød ellers som en ret god plan!

Jeg har engang læst, at man kan køre helt op på toppen af Poas vulkanen. Pludselig opstod ideen om, at vi kunne køre derop for at ønske hinanden godt nytår på toppen.

Det gode ved Carsten og jeg er, at når den ene får en idé om et eventyr, så er den anden allerede begyndt at snørre skoene.

Sådan gik det også denne gang. Vi tjekkede ud af vores telt-hacienda i regnskoven en dag før tid, og kørte til den lille by Poasito, som ligger ved foden af Poas Vulkanen.

 

På vejen fandt vi et fint udsigtssted, hvor vi holdt pause.

 

 

Poas vulkanen og El Churrasco Hotel y Restaurante

Vi indlogerede os på El Churrasco Hotel y Restaurante med udsigt til vulkanen. Eller det vil sige, det var der så ikke alligevel. Vi kunne nemlig ikke se en skid på grund af en tyk tåge. Nå, men nu havde vi i hvert fald et sted at sove. 

Vi sprang ind i bilen igen. Nu skulle den vulkan udforskes. Da vi nærmede os mødte vi en vejspærring og et skilt, som fortalte, at der er lukket for adgang til vulkanen på grund af vulkansk aktivitet.

Pokkers også! og det var for sent at køre længere den dag. Ukuelige ledte vi byen igennem for at finde en restaurant, som ville servere en nytårsmiddag for os.

Det viste sig, at hele byen var lukket. Kun vores hotel havde åbent i restauranten.

Nååå ja, og fik jeg nævnt, at der var så koldt i den restaurant, at tjenerne gik rundt i store frakker. Vi var de eneste kunder i restauranten. Ejeren (tror jeg det var) sad i en stor ulden poncho og krøb sammen i et hjørne, imens han varmede sig på en kop kaffe.

 

costa rica poasito El Churrasco Hotel y Restaurante

 

Vi endte med at hente vores regnfrakker og spise iført dem. Eller spise og spise.. Vi levnede en del, for maden var virkelig dårlig.

Men men men… Den gode nyhed er, at der var brændeovn på vores hotelværelse, og der sad vi så,  i sengen foran brændeovnen og stillede sulten med slik, imens vi skålede i resten af vinen, som vi havde fået lov til at tage med fra restauranten op på værelset.

 

hotel el churrasco poasito costa rica

 

Pakket ind i dyner så vi dronningens nytårstale på Ipad og grinede af, hvor kikset vores romantiske nytårsdate havde udspillet sig. 

Det var faktisk ret hyggeligt alligevel, og det blev helt sikkert en nytårsaften, vi aldrig glemmer. 

På een eller anden skør måde blev det bare skide sjovt.

 

Udsigt til tåge

Næste morgen kørte vi hen til et udsigtspunkt i håb om, at se et lille glimt af vulkanen igennem tågen, inden vi forlod stedet. Men der var altså ikke noget at gøre. Den tåge var bare for tyk.
 
Det var som om, Poas ikke ville give slip på os, før alt hvad der kunne gå galt var gået galt.
Det sidste der skete inden vi kørte fra udsigtsstedet var, at en hund kom løbende og sprang på mig fuldstændig uprovokeret.
 
Med et ben, der var flænset til blods og mine grønne yndlingsbukser, der var revet i laser, kunne det kun gå for langsomt med at komme videre. Heldigvis var jeg stivkrampevaccineret og havde sår-rens og plaster med i toilettasken.
 
For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at vores ophold i Poasito var en spontan afstikker fra den planlagte tur. Det var således ikke en del af rejsen, som vi havde købt hjemmefra. Så den del står altså helt for egen regning.
 

La Paz Waterfalls Gardens

Ikke langt fra Poas vulkanen ligger La Paz Waterfalls Gardens. Vi var kørt forbi stedet på vej til Poasito. På det tidspunkt havde vi ikke tid til at standse der, men det havde vi nu.
Derfor slog vi lige vejen forbi igen. Det skulle vise sig at blive en fantastisk oplevelse, der fik mig til at glemme helt, at jeg havde ondt i benet.
 

Vi gik igennem en smuk have med orkidéer og andre fine blomster.

 

Vi fik lov at låne nogle rør med sukkervand.

Med dem kunne vi lokke kolibrier til.

 

Kolibrierne var så vilde med sukkervandet, at de sværmede om ørerne af os.

Man kan godt blive lidt forskrækket, når sådan en kolibri suser forbi ens øre.

Det lyder altså som om, de har motor på, når de basker afsted, og de er ikke så flinke til at holde afstand.

 

La paz waterfalls gerdens costa rica

 

På gåturen kom vi forbi 5 forskellige vandfald.

 

La paz waterfalls gerdens costa rica

La paz waterfalls gerdens costa rica

 

5 gange waaaaauw….

Og så fik vi set nogle af alle de farvestrålende frøer, som Costa Rica er kendt for.

 

La paz waterfalls gerdens costa rica

 

Fra det sidste vandfald kørte vi med en sej gammel retrobus tilbage til vores bil.

 

La paz waterfalls gerdens costa rica

 

At spotte dyr i Costa Rica

Hvis du kommer kørende i bil i Costa Rica, og du ser, at flere biler er kørt ind til siden på samme sted, så er det en god idé selv at smide bilen ind til siden, og undersøge, hvad der er på færde. Mange gange er det nemlig fordi nogen har fået øje på et spændende dyr i grøftekanten eller oppe i et træ.

Hvis du kommer gående og ser en lille flok, der står samlet og kigger i en bestemt retning, så spørg dem, hvad de har fået øje på. Nogle af dyrene kan være svære selv at spotte, men når man ved, hvor man skal kigge, bliver det meget lettere.

Vi oplevede, at folk blev glade, når vi spurgte, og de havde stor lyst til at dele oplevelsen med os.

Bedst som man tror, man har set alt, så vælter noget nyt sødt og blødt op ad grøftekanten.

Nogle af de dyr, vi fandt ved at holde øje med parkerede biler i vejkanten var disse næsebjørne.

 

costa rica næsebjørn

 

Dem mødte vi på vejen fra Poas mod Arenal.

Dengang vidste vi ikke, at det var næsebjørne. Vi kaldte dem “de der dyr med de strittende haler, der kommer hen til bilerne”.

Næsebjørne er nemlig meget nysgerige, og de har også luret, at mange mennesker har en kiks eller lignende, som de godt må få.

 

I det hele taget var det vores indtryk, at vilde dyr i Costa Rica er mere trygge ved mennesker, end vilde dyr er det i Danmark.

De var i hvertfald nemmere at komme i nærheden af, end de vilde dyr i Danmark.

 

Arenal

d. 1. -3. januar

 

Byen La Fortuna ligger ved foden af Arenal Vulkanen.

Der fandt vi vores næste bolig.

 

Hotel Arenal Volcano Inn

Vi blev indlogeret i udkanten af La Fortuna på Hotel Arenal Volcano Inn.

Her fik vi vores eget lille gule hus, hvor der bestemt ikke manglede noget.

 

Det var skønt at sidde i aftensolen og drikke kaffe på bænken udenfor huset.

Vi havde den bedste udsigt, hvor vulkanen med sin ikoniske trekant-facon ville have stået kniv-skarpt, hvis det ikke var for den forbandede tåge.

 

hotel Arenal volcano inn la fortuna costa rica

 

Godt vi havde vores gode fantasi.

Hvis du kommer i maj skulle der efter sigende være bedre chancer for klart vejr.

 

Hotellet havde en dejlig swimmingpool og jacuzzi.

Det lå skønt i en stor have, med små buske og træer, hvor kolibrier og mange andre fugle i alle mulige flotte farver holdt til.

 

hotel Arenal volcano inn la fortuna costa rica

 

Haven var frodig og grøn med blomster i alle mulige farver og faconer.

 

I Hotellets restaurant fik vi super lækker mad. Noget, som jeg virkelig har taget til mig, er de stegte bananer, som de serverede om morgenen. Dem spiser jeg også hjemme hos mig selv.

På et tidspunkt roste vi al den lækre mad til én af tjenerne.

Han sendte os et skævt smil og fortalte, at alle de forskellige retter, som vi blev præsenteret for, var noget de lavde til ære for turisterne.

“Jeg forstår ikke, at I har så travlt med at smage alt muligt forskelligt”, sagde han, og fortalte videre: “Her i Costa Rica spiser vi mest bare ris. Vi elsker at få ris til morgen, middag og aften, og vi ser ingen grund til at spise andet”.

 

Arenal 1968

Naturreservatet Arenal 1968 fik sit navn efter et stort vulkanudbrud i år 1968, som ødelagde 3 byer og betød, at mange mennesker mistede livet.

På ruten kunne vi se, hvordan lavaen var løbet ned ad vulkanen.

 

arenal 1968 costa rica

 

Vi gik igennem højt græs – Lidt som at være med i  filmen “Honey I shrunk the Kids” .

 

Små myrer slæbte flittigt blade hen over stenene og frøer kiggede op af et vandhul.

 

Tågen blev liggende over vulkanen, så vi nåede desværre aldrig at se toppen.

 

Varme kilder i La fortuna

La Fortuna  er kendt for de mange varme kilder, som man kan bade i. På den ene side af vejen kan man betale en halv jetjager for at bade i et anlæg sammen med alle de andre turister.

På den anden side af vejen så vi nogle af de lokale kravle ned ad en skråning iført badetøj. Carsten har en evne til altid at få sniffet sig frem til de gode badesteder, og han fornemmede straks, at her måtte være noget at komme efter.

Næste morgen tog vi vores badetøj på, og kørte hen til stedet igen. Efter at have kravlet ned ad skråningen og hen over nogle store sten, endte vi på et helt fantastisk sted.

 

Her kunne vi bade helt  for os selv i en varm kilde lige midt i skoven. Jeg vil gætte på, at vandet var omkring 38 grader – Perfekt badekar-temperatur!

 

Dampen fra den varme kilde gav skoven et eventyrligt og magisk udtryk. Det var ikke mindre end fortryllende.

 

Hvis du selv vil finde stedet, så ligger det i nærheden af Tabacon hotsprings, men på den modsatte side af vejen.

 

La fortuna vandfaldet

Vilde med vand som vi er, skulle vi selvfølgelig også en tur forbi La Fortuna Vandfaldet.

 

 

Carsten kunne ikke dy sig. Den mand kan ikke se en pyt vand uden at hoppe i den.

 

 

Arenal søen

Fra Arenal gik turen mod Monteverde. Første del af turen var strækningen langs Arenal-søen.

 

Café y macademia

Vi havde ikke kørt så frygtelig langt, før vi blev nødt til at holde en pause. Jeg havde nemlig hørt, at Café y macademia var stedet, hvis man skulle have rigtig lækre kager.

Nu er min kærlighed til kager jo på størelse med hele universet, så jeg måtte ind og se, om de kager virkelig var så gode, som jeg havde hørt.

Det viste sig, at det var de.

Hvis du er kageelsker lige som jeg, må du aldrig, aldrig, aldrig køre forbi Café y Macademia uden at købe en kage.

Faktisk var kagerne så gode, at de ikke nåede at komme med på billedet.

Men du kan se udsigten over Arenal søen, som følger gratis med, hvis man vælger et bord udenfor. Caféen ligger nemlig lige ved enden af søen (den ende, der ligger fjernest fra La fortuna).

 

 

Man kan i øvrigt også få andet end kage, men det havde jeg slet ikke øje for den dag.

Udover kagerne, så er cafeen også kendt for sit gulv, som består af tusindvis af skaller fra macademia-nødder.

 

Monte Verde

d. 3. – 5. januar

 

På strækningen mellem Arenal og Monteverde passerede vi det ene smukke landskabsbillede efter det andet.

Det sidste stykke vej tog længere tid end beregnet, da vejene var ret dårlige.

 

Santa Elena

Før vi ankom til monteverde var vi på vandretur i naturreservatet Santa Elena

Hele skoven var pakket ind i lysegrønt mos.

Med bare fødder i sandalerne gik vi, i varmt mudder til anklerne, rundt mellem bløde grønne stammer og pels-agtige lianer.

 

Flere rejsende har beskrevet stedet, som noget, der ligner Jurassic Park. Det var også sådan, vi oplevede det.

Det var som at være i en anden og mere storslået verden.

Jeg var måløs og stille.

Taknemmelig over livet, dagen og øjeblikket.

 

Hvis du leder efter et mindre turistpræget og måske endda smukkere alternativ til Monteverde, så er Santa Elena et godt bud.

 

Det regnede da vi var der, og mine billeder yder slet ikke stedet retfærdighed.

Santa Elena skal ikke kun ses. Det skal også duftes, høres og mærkes!

 

Canopy tour

I nærheden af Santa Elena er der to firmaer, som arrangerer canopy tours (trætop-ture). Vi valgte en tur på hængebroer. Der var også ture i svævebaner.

Snyd ikke dig selv for denne oplevelse. Det var skæppe skønt at gå på de gyngende hængebroer oppe mellem træernes kroner.

 

Vi kunne se tågen som et hvidt slør under os.

 

Og der var åbne strækninger, hvor vi kunne kigge hen over trækronerne.

 

Det var en dejlig oplevelse, at se skoven fra en ny vinkel.

 

Monte Verde Cloud Forest

Monteverde kaldes skoven i skyen. Der havde vi sat en dag af til at vandre.

Vi gik blandt krogede abehænder (planten på fotoet til venstre) og bregner på størrelse med palmer.

 

Vilde orkidéer voksede på træernes stammer.

 

Og der var gigantiske kvælerfigner, som har fået sit navn fordi de snor sig om et andet træ, indtil det andet træ dør.

 

 

Og fugle i flotte farver, som for det meste var væk igen inden jeg nåede at fotografere dem.

 

Selv den meget sjældne quetzal fugl så vi. Først en hun, der sad skjult i en trætop.

 

Og senere en han, der kom flyvende.

Jeg nåede desværre ikke at fange hannen med kameraet. Det er ellers den, der er den smukkeste med sin røde bug og sine meget lange blågrønne halefjer. Hunnen er mere brunlig i farverne og har ikke de lange halefjer, som hannen.

Ved nationalparkens indgang ligger der en lille café. Vi blev ikke fristet af maden i caféen, men vi kunne godt lide at se på kolibrierne, som sværmede om foderbrættet på caféens terrasse.

 

 

Trapp Family Lodge

Man kunne godt fornemme, at nu var vi altså kommet op i bjergene. Her var mere køligt end de andre steder, vi havde været, og der var store tunge dyner på hotelværelset på Trapp Family Lodge, hvor vi boede.

Om aftenen sad vi under dynerne og kiggede på sky-skoven ud af et stort panoramavindue.

 

 

Tenorio

d. 5. – 7. januar

Tenorio er en vulkan, som ligger i det nordlige Costa Rica. Det var nu ikke så meget vulkanen som floden Rio Celeste, vi var kommet for at se. Hvis du selv får lyst til at se Tenorio og Rio Celeste, så vil jeg på det varmeste anbefale, at du indlogerer dig på Sueño Celeste b&b.

 

Sueño celeste b&b

Her boede vi godt i et lille blåt hus.

Huset var super hyggeligt indrettet.

 

 

Hvert af de små huse havde sit eget særpræg med fine vægmalerier på ydermurene og egen terasse med havemøbler og dejlige hængekøjer, hvor man kunne ligge og hygge sig.

 

 

Huset lå midt imellem to vulkaner.

Der var grippe, som svævede hen over taget, og flokke af papegøjer i horisonten.

 

Vores værter var et belgisk ægtepar.

De gjorde alt hvad der stod i deres magt, for at vi skulle have det godt.

Vi fik den lækreste morgenmad, hvor alt var hjemmelavet.

Brødet var nybagt, marmeladen og juicen var lavet af frugter fra haven, og æggene var fra hønsene, som gik og hyggede sig i hønsegården bag huset.

 

 

Vores værtspar dyrkede bananer og alt muligt andet lækkert i baghaven.

Hver morgen kom et egern og spiste bananer på foderbrættet.

Det var en utrolig velnæret lille fætter med den smukkeste blanke pels.

Der var ingen tvivl om, at dette lille gourmet-egern levede godt. En blød og bedårende banantyv var det.

 

 

Der var flere besøgende på foderbrættet og i havens frugttræer.

Her er nogle af de fugle, vi så.

 

sueno celeste b&b tenorio bijagua costa rica

 

I haven var der en pavillion med jacuzzi, som vi kunne få for os selv, hvis vi bookede en tid.

Der sad vi om aftenen og nød den friske luft imens mørket faldt på.

 

Bag ved grunden kunne man gå langs en lille sti, som var en længere men også smukkere vej til byen.

 

 

Det så flot ud om aftenen, når køerne stod som sorte silhuetter og græssede på bakketoppene.

 

 

Bijagua

Bijagua, hed byen.

Det er sådan en rigtig lille mellemamerikansk flække.

 

Læg mærke til macheten bag på kørestolen – Sådan én har alle rigtige mænd her i byen.

 

Selvom husene var gamle og forfaldne, så var de på én eller anden måde smukke. Måske var det farverne, der gjorde det.

 

Bageren i byen kan i øvrigt anbefales. Der er små borde, hvor man kan sidde og spise sit brød, og man kan også købe sig en kop kaffe. Vi købte pizza den ene dag og nogle super gode kager den anden dag.

 

 

Nationalparken ved Tenorio Vulkanen

Det havde regnet i nationalparken og stien var godt mudret.

Ved indgangen fik vi at vide, at det var nødvendigt at leje et par gummistøvler, for at klare turen.

Det sagde vi pænt nej tak til. Vores erfaring er nemlig, at vores gode gamle sandaler kan klare det meste. Og det kunne de altså også denne gang.

Carsten fik øje på et underligt spor i mudderet, og han var sikker på, at det var fra en tapir. Han havde talt en del om tapirer de seneste dage, så jeg tænkte, at nu blev det sgu lige lidt for søgt.

Jeg sagde til ham, at det nok bare var et trykmærke fra én af de vandrestave, som vi havde set folk gå rundt med. Men Carsten tog et billede af sporet og holdt stædigt fast på, at det måtte være fra en tapir.

Da vi kom tilbage til nationalparkens indgang gik han hen og viste fotoet til en guide, der arbejde i nationalparken. “Hvad er dette?” spurgte han.

Åh du godeste tænkte jeg, og forberedte mig på den helt store ydmygelse, når guiden om lidt ville slå en latter op, og fortælle Carsten, at det vist bare var et trykmærke fra en vandrestav.

“Det er et spor fra en tapir”, svarede guiden, og fortalte videre, at en tapir-mor med sin lille unge var blevet set på stien et par timer tidligere.

Pokkers også! Så var det alligevel Carsten, der havde ret.

Af én eller anden grund kommer det altid heeeeelt vildt meget bag på mig, når jeg ikke har ret.

Nå, men her får du så fotoet af Carstens “pote” ved siden af det famøse tapirspor. Vi håber, at kunne bringe et foto af selve dyret en anden gang.

 

 

Nå, men nu sprang jeg helt over det vigtigste. Den mudrede sti førte os nemlig ned til Rio Celeste.

 

Rio Celeste

Rio Celeste betyder den himmelske flod. Sagnet siger, at da gud var færdig med at male himlen blå, skyllede han sin pensel i Rio Celeste. Videnskaben siger, at dér hvor de to vandløb mødes opstår en kemisk proces, hvor et mineral, der er i det ene vandløb, udvides, og vandet får derved sin karakteristiske blå farve.

 

 

På fotoet her kan du se stedet, hvor vandet på magisk vis skifter farve.

 

 

Boblerne i vandet skyldes vulkansk aktivitet i undergrunden.

 

 

Den fæle lugt (som rådne æg), som du heldigvis ikke får hjem i stuen, når du ser billederne, skyldes svovlsyre.

En blå sø var der også.

 

Og et vandfald.

 

 

Billederne er taget i gråvejr, og farven på vandet er i virkeligheden præcis som på billederne. Vildt ikke!

 

 

Rincon de la vieja

d. 7. – 9. januar

Ved den lille by Currubande lige op til vulkanen Rincon de la vieja fandt vi vores næste overnatningssted.

 

Hotel Hacienda Guachipelin

Hotellet ligger på en stor ranch, der spreder sig over et kæmpe område.

Der var heste og kvæg på ranchen og forskellige adventure aktiviteter, som hotellet arrangerede.

 

 

Igen var vi heldige at få egen hængekøje.

Det dur!

 

Fra hængekøjen kunne vi ligge og holde øje med de små grønne papegøjer, som holdt til i et stort træ i gårdhaven.

 

Om aftenen var det et godt sted at se solens sidste stråler male himlen lyserød og orange.

 

 

Og når solen var gået ned, kunne man nyde stjernehimlen og et lille glas rom.

(Ligger han der nu igen? 😉 )

 

hotel hacienda guachipelin currubande rincon de la vieja costa rica

 

En lille sti ved hotellet førte hen til et udsigtspunkt, hvor vi kunne sidde uforstyrret i en åben pavillon og kigge op på vulkanen med det store krater.

 

 

Rincon de la Vieja nationalpark

Boblende mudderpøle, brændte sten og svovldampe, der væltede op ad jorden, skabte en overnaturlig stemning i området ved vulkanen Rincon de la Vieja.

 

 

Rincon de la Vieja betyder den gamle dames hjørne. Efter sigende er vulkanen opkaldt efter en kvinde, hvis elsker ifølge et gammelt sagn blev kastet  i krateret af kvindens far. Efterfølgende fik kvinden helbredende kræfter, og levede videre på bjerget som eneboer. Det siges, at dampen, som kommer op ad jorden flere steder i området, er røg fra kvindens komfur.

 

En mere rationel forklaring er, at det er svovldampe, som opstår på grund af vulkansk aktivitet.

Uhyggeligt så det ud.

Men i en lille sprække brød en fin og frejdig lille grøn spire frem i lyset, og ved en nøgen sten stod den mildeste blomst og vendte sit hoved mod solens stråler.

 

Her blev man mindet om, at alt er forbundet, at alt er i konstant bevægelse, og at livet og døden er en falsk dualitet.

 

Her står det klart, at vil man leve, må man favne den grundløshed, som livet nu engang indebærer.

 

Ja, nu blev det lige lidt dybt… tilbage til rejsen.

 

 

Rio negro hot springs

Efter vandring i nationalparken var det skønt at slappe af i de varme kilder.

 

Rio Negro Hot Springs ligger lige i nærheden af Hotel Hacienda Guachipelin.

 

Så blev vi lige penslet med mudder fra en gammel vulkan.
Det skulle være godt for noget – Jeg har glemt hvad!

 

Vi syntes selv, at vi så knaldhamrende godt ud.

Tarzan og den lille havfrue go home!

 

 

Den panamerikanske highway

Carsten var begyndt at længes mod havet, og jeg kom i tanke om, at jeg jo i grunden aldrig havde set stillehavet. “Lad os tage en dagstur til stillehavskysten”, sagde han. Og den slags skal man ikke sige to gange til mig. Eventyr i sigte! Ohøy, Jeg var mere end klar.

Turen til stillehavskysten foregik ad den panamerikanske hovedvej som er verdens længste vej. Den strækker sig helt fra nord- til sydamerika, hele 48.000 km gennem 15 nationer.

Vi så de flotteste lastbiler i Costa Rica, og her på den panamerikanske hovedvej var der rigtig mange af dem.

 

Vi kørte igennem et meget scenisk landskab, hvor gigantiske vulkaner dannede et urokkeligt bagtæppe for den endeløse strøm af køretøjer, der susede afsted på den varme asfalt.

 

 

Playa del coco, Playa hermosa og Playa panamá

 

Så nåede vi endelig vores destination, stillehavskysten.

Verdens største hav lå nu lige for fødderne af os.

 

Som perler på en snor ligger 3 små hyggelige strande i hver sin hyggelige bugt. Vi startede ved Playa del Coco med det gyldne sand og lavede derfra “strandhop” til Playa Hermosa (som betyder den smukke strand) med det hvide sand, og videre igen til Playa Panamá med det sorte sand.

 

Ved Playa del Coco var der rigtig mange pelikaner. “The costarican air force”, kaldte de lokale dem.

 

De landede med store plask på vandet og lettede igen med kluntede vingeslag.

 

 

Manuel Antonio

d. 9. – 12. januar

 

Så gik turen sydpå.

 

Killer krokodiller ved Tarcoles Broen

For at komme til Manuel Antonio skulle vi passere Tarcoles broen.

Under denne vejbro har en flok krokodiller slået sig ned, og det ser ud til, at de er kommet for at blive.

Da vi alligevel skulle denne vej, måtte vi jo lige gøre holdt og kigge ned under broen.

Der var de så.

 

 

Det var ikke sådan nogle små pis-krokodiller, som vi har set andre steder, men en flok kæmpestore mødbeskidte bæster.

 

 

Vi valgte lige at holde lidt afstand!!!

 

 

Hotel La Mariposa

Vores hotel i Manuel Antonio var vild luksus.

Hotellet har vundet priser for sin smukke beliggenhed.

Det ligger på en bakketop med panoramaudsigt over stillehavet.

 

 

Vi fik et værelse med en stor hjørnealtan.

 

 

Som du kan se, havde vi en ret fed udsigt.

 

 

Fra altanen kunne vi se, hvordan flokke af pelikaner patruljerede flittigt langs kysten.

Og fregatfugle der svævede tappert mod horisonten med besked fra land.

Tænk engang – En tredjedel af jorden er dækket af dette enorme ocean.

Her bor de store hvaler, og her bor alle drømmene, tænkte jeg.

 

 

Jeg har aldrig før brugt en hel dag på bare at drive den af på et hotel, men det valgte vi altså at gøre her.

Vi lå i infinitypoolen og kiggede ud over havet.

 

 

Når nu vi var endt på sådan et  luksushotel, så kunne vi jo lige så godt smage deres drinks også.

 

 

Ved poolbaren kunne man købe verdens bedste quesadrillos og andre småretter.

 

 

Om aftenen sad vi i den udendørs restaurant og spiste lækker fisk imens himlen blev kulsort over det mørke vand.

 

 

Her blev dag til nat og nat til dag.

 

 

Her begyndte universet.

Her begyndte intetheden.

Her begyndte evigheden.

Stillehavet og det endeløse stjernetæppe fejede benene væk under mig.

 

 

Manuel Antonio Nationalpark

Der gik lidt turist-gøgl i den ved vores besøg i Manuel Antonio Nationalpark.
bøllehatte i kø på betonstier og læssevis af aber, der sprang rundt og stjal madpakker.

 

 

På stranden hærgede en vaskebjørnebande.

 

 

Og på en gren lå en leguan og spillede død, fordi den var ved at skide i skindet af skræk. Jeg var ikke klar over, at leguaner er bange for aber, men det ved jeg nu.

Turistgøgl eller ej – Det var nu stadigvæk en dejlig oplevelse at gå der på stierne og observere livet i skoven.

 

 

Stranden var smuk, og vandet var klart og lækkert.

 

 

Godt vi havde taget badetøj med.

Sådan så stranden ud set fra vores hotelværelse.

 

 

San José

d. 12. – 13. januar

 

Vi kunne sagtens have brugt endnu længere tid i Costa Rica, men nu var tiden altså kommet, hvor vi skulle vende snuderne mod hovedstaden igen, for at nå vores fly hjem.

Der var dog lige et sted, som vi ikke kunne lade være med at slå vejen forbi først.

 

University of peace

I Costa Rica elsker de fred. Derfor har de ikke noget militær. Det blev forbudt ved en grundlovsændring i 1949. Penge, der før blev brugt på hæren, bliver nu brugt på uddannelse i stedet for.

Costa Rica er blandt andet hjemsted for de forenede nationers universitet for fred, som vi besøgte på vej til San Jose. Her kommer folk fra hele verden og bliver uddannet i at understøtte fred.

University og peace ligger smukt på toppen af et bjerg.

 

 

Ved siden af universitetet er der en fredspark, hvor familier kom, for at benytte picnic området og vandrestierne.

 

 

 

 

Byen San José

San José var ikke det store sus. Det vidste vi godt inden vi kom, og det var også derfor, vi havde valgt at have så kort tid i byen. En lille tur op ad strøget blev det dog til.

 

 

Nu var ringen sluttet, og vi var tilbage på Hotel Parque del lago.

Så blev det tid til at sige farvel til Costa Rica. Her sidder Carsten og venter på vores lift til lufthavnen.

 

 

Nu var der kun én ting vi manglede.

Nemlig at svæve afsted over skyerne og tage det obligatoriske foto af flyets vinge.

 

 

I skrivende stund er jeg hjemme, og taknemmelig dybt ind i hjertet over at have fået denne helt igennem transformerende oplevelse.

 

Rejsen var en gave til mig fra Carsten.

Tak min elskede

3 Replies to “Costa Rica 2017-18

  1. Hold nu op…. mange tak.
    Det er jo bare helt fantastisk. Jeres historie er meget brugbar for os. Vi tager afsted om bare en uge (vente, vente, vente) i uger. Var jeg ikke tændt på at skulle afsted, så blev jeg det da nu. Ærger mig da lidt over ikke at have valgt Cahuita med, men måske vi kan nå det endnu.
    Men ville bare sige tak. Ser frem til jeres næste eventyr

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.