Pandekager er en ret, der rigtig tit er på menuen hjemme hos os. Spinatpandekager er en fin variation af retten, som gør det muligt at liste lidt grønt ind i dejen.
Der er flere fordele ved at spise pandekager. Før det første kan man lave så uendelig mange forskellige slags, at det er en ret, man aldrig når at blive træt af. Både dejen og fyldet kan varieres i det uendelige. Det er kun fantasien, der sætter grænsen.
For det andet, så er pandekager en genial ret, hvis man gerne vil undgå madspild. Når du nu alligevel har en rest af et eller andet stående i køleskabet, så overvej lige, om det ikke kunne indgå i fyldet til dine pandekager. Eller i dejen måske?
Jeg holder rigtig meget af spinat, og derfor blev jeg glad, da jeg opdagede hvor godt det klæder en pandekage. I denne opskrift er spinaten bagt ind i dejen. Du kan også bruge frisk spinat som en del af fyldet i en helt almindelig madpandekage.
Jeg kommer nok snart til at ligne Skipper Skræk, med al den spinat jeg får kørt ned. Om Skipper skræk også spiser pandekager ved jeg dog ikke. Måske hvis han får besøg af Rasmus Klump.
Ingredients
- 6 dl. kærnemælk
- 2 æg
- 6 dl. mel
- ½ tsk. salt
- 1 pose frossen spinat (ca 300 g.)
- Smør til panden
- Fyld efter eget valg
Instructions
- Tø spinaten op. Læg den i en sigte, og pres det meste af væden ud.
- Pisk æg, mel, salt og halvdelen af mælken sammen.
- Pisk resten af mælken i.
- Rør spinaten i til sidst.
- Smelt en klat smør på panden.
- Brug en suppeske til at lægge en klat dej midt på panden. Fordel forsigtigt dejen med bagsiden af skeen. Bag pandekagerne på begge sider indtil de er gyldne.
- Server pandekagerne med det fyld, som du allerbedst kan lide. Eller gør som jeg og kyl en tilfældig rest fra køleskabet i. På billedet har jeg brugt revet ost og rødbedespirer.